At blive set
Skoleinspektøren hed hr. Tudvad. Når han gik gårdvagt, flokkedes de mindste børn om ham. Han var altid ulasteligt klædt i jakkesæt, det sorte hår tilbagestrøget og en pibe i munden. Var man heldig, kunne man komme til at holde ham i hånde. Så gik man rundt i skolegården, han bakkede på sin pibe, lyttede og fortalte historier.
Hans kone fru Tudvad var min klasselærerinde fra 1. klasse. Hun vandede blomsterne i vindueskarme. Man kunne møde hende, når hun bevæbnet med vandkande knipsede visne blade væk, alt imens hun snakkede godt for pelargonierne. Den samme kærlige tilgang havde hun til os børn.
I min klasse var vi i begyndelsen kun to piger. Senere kom en tredje til. Vi sad i hestesko, de to andre piger sad ved siden af hinanden, og jeg blev placeret imellem to drenge. En morgen kom fru Tudvad i skole og fortalte, at hun havde sovet så dårligt om natten, fordi hun var kommet til at tænke på, at jeg sad klemt inde mellem to drenge. Jeg havde det fint med drengene, men hendes omtanke gjorde mig glad.
(Billede klassebillede fra 4. klasse, jeg sidder nederst til venstre)
”Åh, min lille viol”, kunne hun sige. ”Min lille tulipan”, ”min dejlige rose”. Sådan tiltalte hun os piger. Så rettede vi ryggen, og øjnene lyste.
Omplantning
Vi hørte selvsagt slet ikke til på Høve Friskole. Vi var hverken traditionsbundne bønderbørn eller dens tids kreative klasse. Vi hørte til på kommuneskolen i Asnæs, men da min mor og skoleinspektøren dér tørnede sammen i uforsonlighed, fik hun i stedet trampet sig vej til fripladser for fem børn på friskolen!
På det tidspunkt var de to ældste afsat, en til adoption hos en tante og en på børnehjem.
Men vi fem mindste kom altså til at gå på friskolen med den mest vidunderlige udsigt over Sejerøbugten. Vi kom til at gå på en skole, hvis genbo var Esterhøj med kæmpesten og troldesagn. Lige ved siden af den var filmanden Ole Olsens mystiske og utilgængelige gravhøj. Hele området osede langt væk af natur, kultur og historie, og selve skolen, der var en ombygget bondegård, indbød til fællesskab i skæring mellem tradition og fornyelse.
Denne oase gav os lige præcis det, som vi ikke kunne få derhjemme. Meningsfuld og kærlig disciplin og en struktur, som kunne skabe orden i kaos. Jeg mødte her lærere, som var venlige og bestemte, engagerede og fagligt dygtige. Voksne som ville os – og som var tilregnelige og til at stole på.
I tiden kom også forskellen mellem dem, vi kaldte hr. og fru, og dem, vi kaldte ved fornavn. Derfor blev skolen alt det bedste fra den gamle, fagligt solide, traditionsbundne og veldisciplinerede skole sat sammen med det nye eksperimenterende, frække og humørfyldte. En balance, som kunne holde her på grund af de mennesker, som tilsammen udgjorde Høve Friskole.
Det var lærere, som virkelig så os. De så ikke bare nogle forhutlede unger. De var i stand til at se og skabe plads til den kraft, der kan spire, når man er blevet plantet i en mødding.
(Billede have med skrot – Det kunne sagtens være et parti fra haven hjemmefra, men det er et modelbillede.)
I skolen fik jeg et rum til at bearbejde mine oplevelser. Jeg kunne vende tingene på hovedet og stille skæve spørgsmål. Fantasien blev mit brændstof. Jeg blomstrede – og blev mødt med anerkendelse og opmuntring fra lærerne.
Bønner og tomater (2 billeder; I sandkassen, og med en af gederne)
Da jeg startede i skol var vi omtrent nået til den stedfar, der ikke var far til nogen af os, men som var den, der blev. Hans foretagsomhed kendte ingen grænser, og da hans projekter ofte krævede mange hænder var der altid nok at tage sig til. Den jord, der ikke var optaget af skrammel, skulle dyrkes. Vi havde en bønnemark, som skulle luges om foråret, og hvor vi plukkede bønner om sommeren. Drivhuset blev lavet af gamle vinduer; her voksede de tomater, som vi solgte ved vejen sammen med bønnerne. Vi havde altid mange dyr. Grise, ænder, gæs, høns og kaniner. Hunde og katte, undulater og papegøjer. Geder, kalkuner og en enkelt kalv, marsvin og et æsel. Det var ikke alle på en gang, men rigtig mange hen ad vejen. Der skulle fodres og muges ud og plukkes mælkebøtteblade og samles æg. Der skulle hentes skråning og koges ildelugtende komaver til hundemad. Når der var slagtninger, skulle der skrabes grisehud og røres i blodet til blodpølsen, eller fjerkræet skulle plukkes og renses.
”Nu skal vi alle dø”
Min mor havde selv kun gået i skole til og med 5. klasse.
Hendes far var havnearbejder, og da hun var 9 år, fik han en krankrog i hovedet. Han var sengeliggende i to år, inden han døde.
Min mor og hedes 3 små søskende var derefter alene med en mor, der var ude af stand til at tage sig ordentligt af dem. Det var i 30’ernes København.
Ind imellem jog min bedstemor alle fire børn ud i det lille køkken. Låste døren, lukkede vinduerne til – og tændte for gassen. ”Nu skal vi alle samme dø” sagde hun. Min mor, som efterhånden havde prøvet det en del gange, gjorde sig hård. Så slog hun på de små søskende, når de græd, og sagde til dem de skulle, holde mund, og at moren ville lukke for gassen igen, når hun ikke længere selv kunne holde det ud. Det holdt stik.
Blandt fornærede bønder
Min mor førte sin egen barndoms fattigdom med sig. Men hun var kommet bort fra København, ud til lys og luft og ”de satans fornærede bønder” som hun yndede at kalde dem. Vi boede midt iblandt dem. Pæne velholdte bøndergårde med græsplæner og staudebede og nykalkede længer. Og så var der vores hjem. Et kaotisk menageri af et hus, som lå under konstant om- og udbygning – efter det forhåndenværende søms princip. Med en gårdsplads, hvor udtrykket Jerusalems ødelæggelse kom til sin fulde ret. I dette virvar løb vi rundt, vi unger. Vi kæmpede med og mod hinanden. Levede livet – og var møgbeskidte. Bønderne var nu gode nok, når der skulle hentes mælk. Hver aften gik vi på skift hen til nabobonden Niels Ebbe. Så stod vi og lunede os i varmen fra køerne. Mens vi ventede på, at Niels Ebbe fik tørret kopatter af og sat malkemaskinen på endnu en ko, gloede vi på de massive korøve, som sked ned i rende. Duften og dampen fra kolorten indhyllede os i jordbunden uforanderlighed. 3 liter kunne der være i vores lille mælkejunge.
Nye tapeter
Min mor elskede at tapetsere. Det jomfruelige tapet, som hun satte op, skjulte snavs, mærker og dystre minder, så det kom til at repræsentere drømme om en ny begyndelse. Dem blev der mange af. Når hun ikke tapetserede, vaskede hun tøj i en gammel gruekedel.
Madlavning og opvask overlod hun vores stedfar og os. Oprydning og rengøring var sporadisk, men vi lærte at længes efter det og sætte pris på det, når vi mødte rene hjem. Sommetider var min mor hidsig, opfarende og farlig, så var det med at holde afstand. Andre gange beklagede hun sig højlydt over, hvor hårdt hun havde det, og hvor modbydelig vores stedfar var. Så fik man medlidenhed med hende.
Andre gange igen sang hun muntre eller sorgfulde gamle viser, så glæden eller sørgmodigheden bredte sig i kroppen. Men meget ofte var hun slet ikke hjemme. Hun og min stedfar ”kørte ud”. Det var sort arbejde til den store guldmedalje. Der var slagtninger, dødsboer, der skulle tømmes, ejendomme, der skulle rives ned, ting, der skulle sælges.
Den megen virkelyst, som min stedfar lagde for dagen resulterede også i, at vi børn mødte et sandt arsenal af lokale originaler. Der var Sorte Verner, Køvenhavneren, Slagter-Svend, Smut eller Håkon med Kysen. De mødtes hjemme hos os eller rundt omkring i et fællesskab, hvor alkoholtåger og store drømme sammen med cigaretrøgen snoede sig mod loftet – og bristede.
Med fint tøj på
I en periode var der en del sommerhuse i Odsherred, som ”blev tømt”, og sager, der blev videreforhandlet, men det blev der sat en stopper for. Min stedfar kom i fængsel – og min mor slap. Hun havde jo også alle de børn!
Når de skulle møde i retten i Nykøbing, tog de deres pæne tøj på. Det var spændende at se dem så fine og at høre deres beretninger fra retssalen, hvor detaljer som advokatens påklædning, frisure og smykker blev endevendt.
Min stedfar kom hjem igen, og der blev ved med at være ”handler”, der skulle gøres. Mere eller mindre flossede i kanten, men det var det, der gav smør på brødet og koks i kakkelovnen. Derfor var der tit ingen hjemme, når vi kom fra skole, vi kunne kun gætte os til, hvor de var. Men ellers passede vi os selv og hinanden. Ofte var det langt ud på aftenen, før de kom hjem.
Møgsvin før møgunger
Hvis hun var hjemme og i dét humør kunne det være, at vi fik røvfuld. Det var enten med hånden eller med tæppebankeren. Og hun klaskede til. Sommetider så hårdt, at hun bagefter grædende beklagede sig over smerterne i hånden!
Imens stod de andre unger og holdt øje med, om man græd. Svaghedstegn var ikke klogt at vise her, så hvis man kunne, bed man tænderne sammen – og holdt ud. Samtidig bed hårdheden sig fast i os.
Udover røvfulden var der de verbale tæsk, som kunne falde som et haglvejr eller pludselig opstået torden. Så udbasunerede hun med hadefuld stemme og hidsige bevægelser, hvor dumme, uduelige, forfærdelige og forkælede vi var, og hvor meget vi lignede vores respektive fædre, der var lige så indskrænkede og idiotiske og uduelige – og desuden nogle forbandede møgsvin.
Møgsvin avler møgunger, det ved enhver, så det var det, vi var.
Rottegift
Engang tog min mor rottegift. Hun gjordet det om morgenen, efter at vi var cyklet til skole. Da vi kom hjem, var det min stedfars søster, som med drama i blikket fortalte os, at vores mor havde ædt rottegift og var kommet på sygehuset. At hun måske ville dø. Og at vi skulle skynde os at finde haglbøssen og gemme den, for vores stedfar havde true t tud og kom på rekreation, huset blev lukket ned, og vi fire, der var hjemme på det tidspunkt, blev placeret to og to hos nogle naboer. Der boede vi i 3 måneder.
Det var en skøn og rolig tid, og naboerne tog sig godt af os. Men hver morgen og hver eftermiddag cyklede vi lige forbi vores hus, som var lukket ned og nu gloede anklagende på os med sørgmodige sorte vinduesøjne. Jeg havde ondt af huset – og jeg skammede mig dybt over at høre til i det.
(Billeder 1: Uffe, Tin og Karin maler grisens hus)
Religiøs forløsning
Min mor havde livet igennem en lettere diffus, men alligevel stærk længsel efter religiøs forløsning. Den omsatte hun i vores barndom til mere eller mindre helhjertede medlemskaber af Jehovas Vidner eller Syvendedagsadventisterne. Hos de første blev vi en del af et fællesskab og lærte at svare fuldstændigt korrekt på spørgsmålene i Rigssalen, idet vi i de forudgående bibeltimer med blyant og lineal havde streget de rigtige svar under i Vågn Op eller Vagttårnet. Hos de sidste så vi makabre film om spritkørsel, og vi lærte at spise soyapølser og bruge kompas.
Volden slår rødder.
Vold var et udtryksmiddel på linje med andre. Volden mellem de voksne og fra de voksne forplanter sig og slog dybe rødder i mig og mine søskende. Vi blev aktører i et primitivt spil, hvor angst, raseri, trusler og voldsomme hændelser blev spundet sammen til et net, der holdt os fast og lokkede med sit enkle budskab: Den stærke overlever.
På den ene side var der den lunefulde udøvelse af magt fra de voksnes side. Her kunne truslen om udpenslede afstraffelser være værre end den umiddelbare vold. En ting var, når man selv fik tæsk, det kunne man overskue og komme videre fra. Det var langt værre, når min mor og stedfar sloges, fordi angsten for, at han kunne slå hende ihjel, slog kløerne i én.
På den anden side var der de anarkistiske tilstande, som opstod, fordi vi søskende agerede i et rum uden voksne. Det indebar ofte vold og voldsomme udladninger. Vi var alene hjemme og overladt til at sørge for at styre os selv, huset, dyrene og hinanden.
Men selvom volden viste sig brugbar i mange situationer, så var ingenting enkelt, når det kom til stykket, og alt, hvad der kunne beskytte mod det onde, blev taget i brug.
Fadervor kunne jeg til fingerspidserne, og det blev vredet og strakt og udvidet i en uendelighed. Dette elastiske Fadervor blev en dragt, jeg kunne krybe i. Den varmede mig, når jeg med en besværgende messe forsøgte at berolige mit hamrende hjerte og holde det onde på afstand.
Hjemmefra
Fra friskolen kom jeg efter 7. klasse direkte på kostskole. Det var friskolen, som sørgede for at få mig derhen. Nogle år før var min storesøster kommet afsted, og de mente tydeligvis, at også jeg havde brug for at komme væk hjemmefra. Det blev Jyderup Realskole, som de næste 3 år blev mit hjem. Jeg kom til at bo på en mindre kostafdeling Birkegården, hvor vi elever havde daglige pligter som køkkenarbejde, tøjvask, rengøring og dyrepasning.
(Billede Skole; Jyderup Realskole (1894-1982) Jeg boede på Birkegården og gik i skole her fra 1975 til 78)
Her blev stillet krav til os om ansvar for fællesskabet. Igen mødte jeg omsorgsfulde og engagerede lærere. Værdier og menneskelighed blev sat højt, samtidig med at man stillede store krav, så uddannelse og dannelse gik hånd i hånd. Ved lysfesten i december måned havde forstander Kjølby skrevet et vers til hver enkelt af os 25 elever. Verset blev læst op under festen, og så skulle man gætte, hvem han skrev om.
Det var ikke kun de levende lys, der varmede helt ned i tæerne dén aften.
Herfra sørgede mine lærere for, at jeg fik kollegiværelse og kom på gymnasiet i Kalundborg. Der fik jeg, som den første i min familie, studentereksamen. Efter lidt famlen tog jeg teaterlinjen på Skælskør Folkehøjskole.
(Billede Skælskør Folkehøjskole (1908- 2005 (med forskelligt navn og placering)). Jeg var elev på teaterlinjen 1982/83
Fra højskole til teater.
Her stiftede jeg bekendtskab med det folkelige teater. Min teaterlærer udfordrede mig. Med stor selvfølgelighed og uforbeholden tillid gav han mig til opgave at opføre Dario Fos kvindemonologer: En forestilling på 45 minutter, alene på scenen! Jeg elskede det! Og jeg opdagede, at det rå, uslebne, grovkornede og komiske, som var essensen i det folkelige teater, passede mig strålende.
Det blev starten på min tid i teaterverdenen.
(3 billeder Dario Fo Kvindemonologer 1983, Vestenvinden. Pramdragerne 1987, Vestenvinden, Café von Offenhause 1993.
1 stort billede: Teatret Fair Play: Den lille pige med svovlstikkerne – i Brasilien.
Det var en rigtig dejlig forestilling om gadebørn og med sambarytmer. 1987
10 år som skuespiller.
Igennem 10 år arbejdede jeg professionelt med teater. Først i ”Teatret Fair Play” i Holbæk (86-89), og dernæst på ”Egnsteatret Vestenviden” i Randers (90-96). Det var en forunder og fantastisk tid, hvor vi som ensemble hele tiden var i gang med en kunstnerisk og kreativ proces.
|
|
